Skitser

Unanswered

2012-01-24T21:42:00.003+01:00

You leave me with my question unanswered, its open-faced and all too benevolently phrased structure corroding.

Before your foot falls to end the first back-turned step you take, I have swallowed the shame and loneliness that lies in speaking the last words of an unsound conversation. They have already become who I am, changed places with me, become anynomous, while I have become this something that cannot help but attract the attention of onlookers, something that is small and red and bruised, and fixed to the ground where your foot fell.

Awkward morning

2012-01-06T22:26:00.005+01:00

I live a life, before this one, on an awkward morning, where all I recognize is the sense of everything getting increasingly clearer. But I know that this was just the start of the timeline at whose end I am now standing.

Mølædt?

2011-12-27T23:47:00.000+01:00

I en stue der kun er oplyst af Månen, flyver et møl ind i hjernen på en mand. Fra møllet drysser en fin sky af skarpe, glimtende skælflager ned over tankerne og indhyller dem i aluminium.

"Hvorfor?" tænker møllet imens dets tanker, dets snart vingeløse krop svinder ind til ingenting.

Et hold arbejdere vil senere sprænge sig igennem kraniet, åbne en mine og udvinde hele malmmængden. Og så kan manden igen tænke frit og måneskinnet vil blive kastet tilbage fra et sort insekt der fortumlet kæmper sig hen imod et åbent vindue. Et svar.

Diplom

2011-11-13T23:26:00.001+01:00

På et sent tidspunkt vil vi alle finde ud af
at vi hele tiden har gået på universitetet.

Særligt dér, i vores sidste år, skriver vi,
igennem vore samtaler, der er fyldt med
suk og delte stilheder, vores speciale.

Fra sengene hvor vore hjerter stopper
modtager vi hvert vores guldrandede
diplom, et æresdoktorat i
anvendt gerontologi.

Derefter ældes vi ikke mere;
forsøget er ovre.

Der er sat en bogstøtte hvorimod
vore børnebørn kan måle deres liv,
og forstå deres egen, kommende død,
et konkret pejlemærke for timeligheden.

Rugårdsvej

2011-09-30T00:48:00.001+02:00

Om natten kan jeg godt lide at gå en lang tur. Den skal være så lang at det føles som at forlade lejligheden for altid. Jeg aflåser lejligheden og opgangen med denne meget stærke fornemmelse. Derefter går jeg ned for enden af gaden, svinger ind på Rugårdsvej og går. Hele vejen, over 20 km. Frem og tilbage. Fyns længste vej. Og når jeg kommer tilbage er stedet fremmed. En andens bolig hvis låse mine nøgler kan åbne. Jeg gør dette i stedet for at sove, og alligevel føles det altid, når døren lukker bag mig og jeg er inde i den fremmede lejlighed, som om det hele var en drøm.

Mandage

2011-08-28T01:28:00.003+02:00

Jeg tror ikke man skal forvente langtidsholdbarhed af et forhold der ikke er startet på en mandag.

Dobbelt

2011-08-28T01:24:00.000+02:00

jeg vender hende om og kysser hendes ryg

for at hun ikke skal kunne se at jeg ryster

trækker jeg gardinerne for når jeg fortæller at jeg elsker hende

er det kun fordi jeg ellers føler jeg kan se mig selv imens

jeg vender hende om og kysser hendes ryg

Læsning

2011-08-22T16:34:00.003+02:00

For få år siden læste jeg Michel Houllebecq; det hele flød lidt sammen, og jeg forventede ikke at det ville påvirke mig overhovedet. Det var bare aftenlæsning, en brik i min usikkert konstruerede søvntaktik. Men indimellem kom der små angreb fra siderne, afsnit eller blot sætninger som jeg nærmere indådede end læste. Fra et sted under min hud udsendte de deres dampe, og min hjerne var efterhånden som nedsænket i en tæt dis.

I samme periode læste jeg Nicholson Baker; bøgerne var næsten ikke bøger. Jeg forestillede mig at de i stedet var film. Dernæst forestillede jeg mig at filmenes handling var tom, hvilket var nødvendigt. Dernæst forestillede jeg mig at jeg slet ikke ikke læste bøgerne. Men så ville min egen handling være tom. Var jeg selv med i den film Baker ikke havde skrevet?

Som ung teenager startede jeg på Salman Rushdies "De Sataniske Vers"; jeg stoppede halvvejs fordi jeg ikke følte mig erfaren nok til at få fuldt udbytte af historien. Jeg føler mig efterhånden bedre rustet til opgaven, selvom den nu har fået en ekstra dimension. Jeg har en klar forventning om, idet jeg læser mig frem til bogens anden halvdel, at få muligheden for at komme tilbage til det punkt hvor jeg dengang satte bogen på pause, at få lov til at leve min ungdom om.

Tavshed

2011-08-17T16:48:00.004+02:00

Jeg tager mig god tid til at se hende gå væk ned ad gangen. Hun er slank, og hendes figursøjle omfavnes af det fjerne vindues lys således at hendes talje, i et synsbedrag, synes endnu smallere. Jeg kunne holde omkring hende med én finger, få hende til at blive, hvis det ikke var for den gigt der arbejder i mine fingerled. Pege, kan jeg, og sige nogle ord, nogle sætninger der allerede er så tynde og vage at lyset øjeblikkeligt vil gøre dem lydløse.

Alt hvad en beskuer vil kunne se, er en person der peger sin egen tavshed.

When we are no longer children ...

2011-07-27T12:17:00.006+02:00

... we laugh at small children, of their ridiculously underdeveloped minds, blissfully unaware that is it they who should be laughing at us, for having stopped developing, for letting our minds linger.

... we do not make funny noises, we restrict the movements of our hands to their adult functions: typing on the keyboard to make money, typing on the keyboard to use it.

... we kick ourselves every day for how we are not acting like the adults we are supposed to be.

... we act like our attire tells us to, and think as our age implies that we should.

... we stop crying when we are sad, we do not smile unless the mood of our adult company seems fitting, according to some unknown convention.

... we hesitate to tell people that we like them, for fear of the unintended connotation that would make us seem out of place, or for the time-bending reciprocation of silence.

... we know that it means something to hold hands, so we do not hold hands.

... we suppress the knowledge that we will eventually die, and life becomes a series of days of mainly transportation and uninspiring work, disguised and justified by the overlying thin veil that is the pursuit of happiness of the modern adult, whose main component is the constant and hurtful message that if our lives are still full of hurt and stress, although we know very well that we could avoid it by doing both this and that, it is basically our own fault – in itself quite a stressful verdict.

When we are no longer children, we are already dead.

Immunforsvar

2011-07-18T02:29:00.001+02:00

Jeg påfører mig selv fysiske lidelser, så jeg senere med glæde kan iagttage hvordan sår heles og forsvinder, en distraktion fra de problemer jeg ikke har et system til at løse, et mentalt immunforsvar hvis fysiske parafrase ville være en gentagen serie fascinerende farveskift af al kroppens hud som eneste svar på hvilken som helst lidelse.

Grønt

2011-07-18T02:15:00.001+02:00

Kæreste, jeg udsætter sjældent mine farver
for den slags ekstra kvaliteter
som du nu har givet farven grøn
efter jeg i går aftes blev fixeret
af dine øjne, deres levende søer
der spejler træernes tykke dække,
et tag at leve mit liv under,
min kærlighed indrammet grønt.

Juni

2011-06-13T15:45:00.001+02:00

Juni er et pludseligt nyrestød i hvis aftagende smerte man euforisk glider igennem juli som man først giver slip på når august allerede er mere end halvt forbi, og september igen lurer i den nære fremtid med sin vindtunnel, sine døende træer, som man forpustet cykler henholdsvis igennem og forbi nogle hundrede gange før det igen bliver juni.

Appelsinskal

2011-06-03T16:17:00.000+02:00

Med lukkede øjne udstrør jeg revet appelsinskal
så jeg kan dufte mig frem til
de bevægelser mine hænder gør
uforstyrret af det filter
der slører al handling i mine tanker
så det næsten er en ulempe når jeg korrekt
beskriver verden igennem mine sanser
fordi jeg tror mine handlinger
løbende svarer præcist hertil.

Den ældre mand

2011-05-26T23:38:00.000+02:00

I lang tid havde jeg et stærkt ønske om engang at skrive en meget lang roman om duften af regnvådt græs. Med tiden blev ønsket kun endnu stærkere, og jeg fandt tilpas meget tid i kalenderen til i hvert fald at begynde at skrive. På vej til forlaget inde i byen, småløbende om et hjørne på fortovet, fordi det regnede kraftigt, stødte jeg uheldigt ind i en ældre mand der faldt sidelæns ind i et nedløbsrør. Jeg hjalp ham op med det samme, og satte ham op mod muren. Han syntes ikke at være helt til stede, så blot spørgende på mig da jeg undskyldte. Jeg antog der måtte være tale om en slags senilitet, da han jo ikke havde slået hovedet. Jeg spurgte til hans adresse, til hans familie, til et eventuelt plejehjem, men uden svar. Den eneste bevægelse af hans ansigt var en periodisk udspilning af næseborene. Vandet fra nedløbsrøret strømmede ind mod og igennem hans bukser, og han sad efterhånden i en mindre sø. Jeg bemærkede at han i sin ene hånd holdt en spidset blyant, og i den anden en slidt notesbog. Der var ingen andre på fortovet. Jeg rejste mig op og gik, efterlod ham dér. Forlaget hørte ikke fra mig, hellere ikke senere, og jeg begyndte ikke at skrive. Jeg er ret sikker på at jeg om nogle år, ganske mange år, vil kunne forsikre mig om at jeg gjorde det rigtige, at den ældre mand har det godt.

Mareridt

2011-05-21T02:01:00.001+02:00

Jeg glider først ind i søvnen sent på natten; en feber har indtaget mit hoved, og det virker også opsvulmet. Drømmene er udelukkende mareridt, og inde i dem mistænker jeg dem for ikke at være virkelige. Jeg løfter forskellige ting, og undersøger hvordan deres skygge falder og ændrer sig når jeg bevæger dem. Det virker altsammen ægte, og jeg giver op. Feberen holder mig fast i drømmen, og der skal mere end den slags detektivarbejde til for at vække mig. Men jeg vågner altså på et tidspunkt.

Jeg går ud i stuen og lægger mig i sofaen, lukker øjnene, og nyder lydene fra badeværelset hvor min kæreste er ved at tage et bad. Lidt senere kommer hun ind til mig, nynnende, og hun dufter af sød te og kysser mig på panden. Hun lægger sig ved siden af mig, og hendes lange, våde hår lægger sig langs med min hals.

Jeg overvejer at tage hende op i mine arme, og undersøge hendes skygge, men jeg tør ikke; jeg kan ikke engang åbne mine øjne.

Helt sort

2011-04-29T05:57:00.004+02:00

Mine fingerspidser langs mine øjenbryn, imod deres vækst, er lyden af hurtige kattepoter over en presenning i regnvejr. Noget er i gære.

Jeg glatter mine øjenbryn ud, og kigger rundt i lejligheden efter katten. Det blæser ind af et åbent vindue, og min stue flyder sammen med udenfor. Min bogreol er halvt tom, og der ligger bøger på gulvet og ude på gaden. Vinden skimmer dem igennem efter svar, men der er kun lyden af bladren, ekkoet af de tomme siders ord.

Min hund gør inde fra stuen, hvor den har fundet de udblæste ord i én stor bunke der i sollyset er halvt smeltet sammen til en ensartet grødmasse. Jeg overvejer at bede hunden om hjælp til at finde katten, men siger ingenting. Imens jeg stadig står der, kaster den legesyge dalmatiner sig ind i bunken, og ruller rundt i den indtil dens pels er helt sort.

Inddeling

2011-03-30T20:40:00.000+02:00

Det kan godt være svært at holde sig motiveret til at komme videre. Jeg eksperimenterer med tanken om at strø grus ud foran mig, når jeg er i bevægelse. Så kan jeg også høre at jeg bevæger mig, og dét vil minde mig om at alle mine rejser består af enkelte skridt, hver med deres helt egen lyd. Og jeg skal lære ikke at tænke på målet, og begræde den afstand jeg har lagt til det, men blot at savne lyden af gruset der omarrangerer sig under mine sko, uanset om det er det første skridt på en lang rejse, eller det eneste skridt jeg tager.

Op ad dagen

2011-03-16T14:13:00.000+01:00

I dag starter med en akavet morgen; alting bliver klarere, jeg kan næsten dufte foråret. En noget abstrakt indbildning, ikke en normal morgen. Jeg tager et bad, kommer i tøjet og tager også dagen på, som en let skjorte der passer mig bedre og bedre. Jeg lufter ud, og det synes stadigt mere åbenlyst at dagen kun kan udvikle sig til det stadigt bedre.

Men jeg ved nu at dette blot var starten på en tidslinie ved hvis ende jeg nu sidder, på et koldt værelse, med uglet hår, og stirrer ud i natten.

Summer

2011-03-15T00:22:00.001+01:00

Just above the fiery horizon of the sea
a dark blue wall where the world ends

Walking home this St. John's Eve
next to you on top of the sea wall
chewing on apples that were red
before night fell

I finish my apple and toss it in the bushes
a crackle of dry twigs
I put my hands on your neck and
we kiss in apple juice
for the first time

And you drop the core of your apple
on top of the sea wall

On top of the sea wall
where the world has just begun

Inden det bliver mørkt (igen)

2011-03-13T16:03:00.001+01:00

Efter et halvt års mørke kan jeg næsten ikke håndtere at se det som mørket gemte. Jeg prøver at fokusere på grene der pludselig er oplyst, men billedet flimrer, og jeg kan ikke skelne den ene gren fra den anden.

Hvis sindet fungerer som øjet, og der altså er en glidende overgang fra mørke til lys over en tilstand af manglende fokus og forvirring, tror jeg det er enormt vanskeligt at finde ud af hvornår en depression er ovre. Man skal være yderst opmærksom.

Jeg overvejer at gå ud og holde fast i én af grenene, indtil jeg er sikker på at dét er hvad jeg gør. Og så vil jeg kaste den hen i en anden bunke af grene, og bemærke hvor den lander. En simpel øvelse. Et par minutters koncentration. Men det skal være snart, inden det bliver mørkt.

Bekymringer

2011-03-08T06:33:00.000+01:00

Jeg har fået en meget skarp negl. Uanset hvordan jeg klipper den, kommer den tilbage markant skarpere end de andre. Når jeg fører en finger over den, skærer neglen rifter i fingerens hud, og de bliver dybere for hver gang.

Jeg er bange for at neglen engang vil blive så skarp at den kan skære dele af fingrene helt af. Og jeg er bange for at jeg alligevel ikke vil kunne lade være med at lade fingrene klø dér hvor neglen er. Det er nemlig noget jeg gør som en refleks, når jeg bliver bekymret, og neglens placering bekymrer mig enormt; den sidder midt i min pande.

Inde i billedet

2011-03-08T06:22:00.001+01:00

Jeg fortæller dig tit at jeg vil have du skal være min. Men jeg er ikke længere sikker på at det er sandt.

Jeg husker dig næsten udelukkende fra et billede, hvor du sidder i en seng og læser i en bog, og jeg forestiller mig at jeg ligger i sengen, enten med mine ben under eller over dine, og overvældes over at jeg kan se op på dig, og at du er min, selv imens dit hoved er fyldt med andres ord, og jeg ikke gør noget for at du løbende, ved din tilstedeværelse, bekræfter at du er min. Du er min, selv hvis jeg falder i søvn.

Indimellem forestiller jeg mig dog at jeg holder om dig, eller kysser dig på kinden, imens du stadig læser. Men det er ikke en bedre forestilling end den første, for jeg føler her at jeg er nødt til at røre ved dig for at du stadig er min.

Jeg er ikke sikker på jeg ville kunne holde ud at du var min. I længden ville jeg ikke kunne tro på det.

Jeg er begyndt at sove på sengen inde i billedet, i stedet for min egen, og så prøver jeg at drømme om den bog du læser, selvom billedet ikke afslører dens titel.

Jeg er også begyndt at nævne drømmene for dig i mine breve, men jeg er ikke sikker på du bemærker det. Jeg ved faktisk ikke engang om du er flyttet. Du svarer jo ikke mere.

Jeg tror jeg kan huske hvordan det føltes at røre ved din hud, men jeg er ikke sikker. Det er efterhånden nogle år siden jeg gav slip på virkeligheden.

Selvkontrol

2011-03-08T06:01:00.002+01:00

Jeg begyndte for nogle måneder siden at skrive mails til mig selv når jeg er beruset, så jeg kan omgå mine stærke blokeringer, og få sandheden at vide. På det seneste har jeg yderligere gjort det til et krav at jeg i hver eneste mail kommer med mindst én sandhed der gør virkeligt ondt. Jeg har endda måttet insistere stadigt kraftigere herpå efter at disse mails er begyndt indtrængende at bede mig om at holde op.

Panorama

2011-02-27T01:41:00.001+01:00

Altes Museum, Berlin.

Endnu en dag

2011-02-13T02:41:00.004+01:00

Alt jeg behøver
er en varm seng,
mine læber imod din hals,
min pande imod din hage,
med lyset slukket, så
ingen kan se os, end
ikke os selv.

Voisines

2011-02-13T02:22:00.001+01:00

je veux vivre
entre tes yeux
parce que j'aime
avoir des belles voisines

Momentant

2011-02-13T02:12:00.000+01:00

Kærlighed er momentan.
Afsavn er konstant, een lang eksplosion af kulde.

Jeg undgår helst at konkludere noget som helst

Kun vægge

2011-02-13T02:05:00.000+01:00

Jeg bryder igennem frosten i hurtig gang, på vej hjem. I et hus, oppe på første etage, er der et vindue ind til et værelse uden døre. Og selvom det ikke er mit hjem, er det dér jeg bor. Hvis jeg nogensinde vil slippe ud, må jeg springe igennem ruden og forsøge at overleve faldet, leve videre uden vægge, een lang sekvens af åbne døre dybere ind i ingenting.

Uden guitar

2011-02-09T17:25:00.000+01:00

Jeg ville gerne kunne spille på guitar, men jeg kan ikke, ikke endnu. Der er melodier i mit hoved, sange der ikke kan komme ud. Jeg lever efter de sange, i al fald prøver jeg. Når det indimellem ikke lykkes, skyldes det ikke at jeg glemmer at de er der, ej heller at jeg ikke lytter, men snarere at jeg har svært ved at holde mit hoved ved lige, at holde instrumentet stemt. Jeg kan se to rækker af hvide knapper derinde, men hvilken vej skal jeg dreje? Jeg kan kun prøve mig frem, uden at vide hvor længe jeg skal vente før jeg ved om det har virket. Måske et år, eller et helt liv.

Men jeg kan ikke nøjes med min stemme:
Jeg synger i sløjfer, de samme sange igen og igen.
Og indimellem nynner jeg til mine læber bløder.

Frasering

2011-02-09T17:16:00.000+01:00

Stod det til mig, havde du altid lige været i bad.
Og du ville synge; jeg lever kun for din næste frasering.

Vand

2011-02-07T16:54:00.001+01:00

Jeg tror på at der er noget dybere rigtigt (måske endda ægte) i glæden ved et glas koldt vand på det rette tidspunkt. Bor man ved et vandløb, eller blot et sted hvor man har udsigt til strømme af regnvand, opbygger man efterhånden en håndgribelig fornemmelse for tid. Vandet bevæger sig i tiden, ligesom os; når vandet løber over vore tunger er der noget der falder i hak i vores hjerner, tandhjul der sættes i gang, og der er en ringen inde bag virkeligheden på kontoret der huser ham der løbende bygger punkterne, ét for ét, og holder det hele sammen. På sit bord har han en fontæne af tid; det hjælper ham med at slappe af.

Drømmes dybde

2011-01-28T15:38:00.000+01:00

Allerede under en kort lur på en halv time kan ens drømme nå at blive ganske dybsindige, at kradse i det lag man hver eneste dag bruger et tocifret timeantal på at opbygge og vedligeholde. Drømmene der kommer under en almindelig nattesøvn på fem til seks timer kan nå et godt stykke længere ind, og en lægeordineret søvn af absolut varighed, otte timer, føjer endnu lidt til. Men det er først i de drømme der hører til over ti timer lang uafbrudt søvn, fx Dauerschlaf, den stofinducerede langtidssøvn, eller den kompensationssøvn man bruger som kur på sine weekenders jetlag, at man begynder at nå ind til sig selv. Man kan se sig selv helt tydeligt derinde, langt inde under underbevidsthedens forudsigelige lag af udygtigt fortrængt mindreværd og angst, uciviliserede lyster og impulser. Det er den menneskelige psykes store, kollektive succes at den sådan har forklædt sig selv. Freud var ikke et geni, men en nyttig idiot. Inderst inde er man altid lykkelig, et succesfuldt menneske, selvom man derinde er mere alene end ordet normalt kan beskrive. Dét kan ingen barndoms, ingen krigs traumer overvinde. Vi bør håbe denne essens er en sjæl der senere kan blive fri for os, eller at den er os, og at denne virkelighed blot er en hypnosefremkaldt abstraktion.

Kuplet: ∞

2011-01-25T05:03:00.000+01:00

Jeg er træt af at tale med mig selv; jeg hænger mig selv langt ud af halsen.
Hvis jeg var lidt mere farverig kunne jeg blive en uendelig guirlande.

Strengteori

2011-01-25T04:52:00.001+01:00

Måske kysser vi på en sofa, imens en guitar spiller, og dens strenge af stål er hypnosens pendulerende lommeur, metallet i det gitter der holder tableauet på plads, strenge som til sidst kommer imellem os, påfører vore læber rifter så vi kan smage hinandens blod, kysse hinandens hjerter.

Tankespil

2011-01-19T00:57:00.000+01:00

I den gamle og mørke maskine der er mit sind runger den hvide støj der besvarer mine ønsker. Om natten kan jeg ikke høre andet, og jeg ønsker at den forsvinder, hvilket den kun styrkes af. Jeg overvejer at ønske netop dét, at den hvide støj opnår ufattelig styrke, men jeg kan ikke gennemskue hvad der ville ske. Det kan meget vel vise sig at være et ønske med to lige elendige udfald, men jeg kan ikke udelukke at det vil være nøglen til lykken, en smutvej i et tankespil det ikke er meningen vi skal forstå.

Afladningsmanøvre

2011-01-19T00:21:00.000+01:00

Jeg lægger flere skillinger i kirkebøssen ved kirkens dør, så jeg har et alibi for at stå der længe nok til i dens bund at kunne bore et hul igennem hvilket jeg kan få dem igen.

Bagefter

2011-01-19T00:05:00.001+01:00

Jeg kan kun forstå mine handlinger bagefter. Ellers giver de simpelthen ikke mening.

Derfor kan jeg ikke handle, og det gør ondt at se tilbage: Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke handlede, gjorde noget, et eller andet. Og det er derfor jeg ikke gjorde noget, derfor jeg ikke gør noget nu.

I nuet kan jeg kun få idéer, fx idéen til denne tekst. Men jeg kan ikke handle på den.

Hvad skulle jeg også gøre?

One way or another

2011-01-12T15:48:00.000+01:00

Jeg kan kun kysse piger på deres arme. Jeg kan lægge min pande imod deres, og mærke at der er noget på vej. Og ikke mere.

Jeg opfinder efterhånden verdener der burde eksistere. Mit hår sidder mærkeligt, mine øjne er trætte. Jeg kan høre at jeg griner af mig selv når jeg sover. Mine drømme eroderer bort til fordel for hvid støj; jeg kan ikke føre et narrativ til ende. Jeg kan kun drømme art house, ikke Hollywood. Hvad er pointen med det hele? Jeg skal passe en edderkop, jeg skal komme fløde i skåle til kattekillinger, jeg er ved at løbe tør for tid, der er noget jeg har glemt, der var en pige tidligere i drømmen, og jeg drømmer kun videre for at finde hende, også selvom jeg indimellem vågner. Hun er min falske totem; jeg ved hvordan hun burde føles, og det var netop sådan hun føltes.

Jeg skal sunde mig længe før jeg kan stå op; at vælge at drømme videre i stedet for at vågne kan være en kraftig kritik af én selv. Hvis jeg nogensinde var blevet slået ville jeg have forestillet mig det som gentagne stød fra mine knoer imod mine ribben. I stedet mister min krop blot sin betydning. Jeg prøver at se ind i mine egne øjne i et spejl, for at finde et svar på det hele, men jeg kan kun se spørgsmålet selv: "Hvad er det jeg skal svare på?"

One way or another, I'm gonna find ya
I'm gonna get ya, get ya, get ya, get ya
One way or another, I'm gonna win ya
I'm gonna get ya, get ya', get ya, get ya
One way or another, I'm gonna see ya
I'm gonna meet ya, meet ya, meet ya, meet ya
One day, maybe next week, I'm gonna meet ya
I'm gonna meet ya', I'll meet ya'

Blondie – One Way or Another

Af led

2011-01-12T14:45:00.000+01:00

Alle mine fingre er gået af led, de er en slags anti-redskaber; fingrenes fejl gør deres normale funktion maksimalt nødvendig. Og så alligevel, det passer ikke; jeg skriver det med krydsede fingre, det er nemlig løgn; hvordan skulle jeg ellers kunne skrive? Jeg påstår det kun for at have et godt alibi; jeg peger ikke fingre af nogen, allermindst af mig selv; min arm er gået af led.

En årsag

2010-10-31T22:47:00.002+01:00

Jeg tror ikke på tyngdeloven;
det er mig selv der holder mig selv nede.

Det eneste planeten gør er løbende at fange mig når jeg falder,
uanset vinklen jeg falder i, uanset planetens rotation,
et kunstgreb jeg kun lige akkurat ikke kan forstå.

Planeten tror ikke på mig; jeg er kun en projektion,
planetens gæt på en årsag.

Aftryk

2010-10-27T02:56:00.001+02:00

I nat under jeg mig selv at huske dig som du var. Arkivet om dig har jeg ellers siden grundigt vandaliseret, og i stort omfang erstattet af et skrøbeligt falsum der dækker over en kraftig fortrængelse. Til mit held skrev jeg i sin tid alt ned med en hård, velspidset blyant, der førte mine tanker igennem papirerne og ned til underlaget, min erindrings vægge, loft og gulv. Jeg pensler blæk over ordene, og læser dem igen. Indimellem har jeg ændret mening midt i lagringen af tanken, og den er blevet overskrevet, ordene står oven i hinanden. Jeg er ikke i alle tilfælde bevidst herom, og det sker derfor at jeg blander forskellige tankers superlativer sammen, lader dem fordoble hinandens vægt, læser dig ind i min nutid som noget du ikke var. Jeg laver ellers ikke normalt den slags fejl, men jeg er træt i nat, udmattet.

Jeg ender vel med at savne dig, hvilket ikke var meningen. Det skulle være slut efter i dag. Men jeg glemte at de minder jeg havde brug for, dem der ville sætte et punktum, ikke kan findes i blækket. Minderne må i stedet søges i min hud, som begyndende, unaturlige rynker i mit ansigt og som dybe, brunlige ar på mine knæ fra alle de gange hvor jeg løb efter dig og snublede, og ignorerede smerten der lagde sig under min pande og mine kinder som en tykflydende og mørk elektrisk hinde. Men dét kan jeg altså ikke huske.

Når jeg vågner i morgen vil der være flere ar, flere rynker, og sådan vil det fortsætte i nogle dage, indtil arrene vokser sig for store og betændte til at jeg kan bøje mine knæ og bevæge mig, indtil rynkerne spredes så kraftigt at hudlag presses ind over mine øjne, så jeg heller ikke kan se. Måske vil jeg, som ubevægelig og blind, kunne forstå hvad der er sket og finde en løsning. Måske vil jeg kratte blækket ud så jeg kan læse ordene med mine fingre, og blive dér, isoleret i et hjørne af min derudover smuldrende erindring.

Knæ

2010-10-18T00:34:00.001+02:00

Jeg elsker at røre ved dine knæ.

Nej, det kan man ikke. Man kan ikke elske dét.
Jeg elsker at jeg kan røre ved dine knæ.

Når jeg holder en hånd på et af dine knæ kan jeg mærke hvordan du bevæger dine ben, hvor hurtigt du går og hvor du går hen. Min hånd sidder der hele dagen, selvom du ikke kan mærke den.

Hvis du engang vil forlade mig må du først lære at gå på hænder, og gøre det i skjul, så jeg ikke når at flytte min hånd til en af dine albuer. Men jeg er ikke nervøs; når vi ligger i sengen, med lyset slukket, og siger godnat, aer jeg dig altid på overarmen, så jeg kan mærke om du er begyndt at løfte vægte.

Min fjende

2010-10-18T00:27:00.000+02:00

Jeg bebrejder dig, min usynlige fjende, der også er mig,
at jeg har været nødt til at opfinde dig, og det er derfor
at du er min fjende.

A strange mineral

2010-10-13T00:15:00.001+02:00

Her entire body sags, so heavy it has become, her knees touch her feet as she walks, her head rests on her stomach when she stops to rest. She needs to lie down, take a break, sleep it off. But I know that she won't be able to do so. Once she lies down, she will instantly fall asleep, the weary girl she is these days. And she will grow heavier even then, although her dreams do not reveal it to her, and her mattress will fall through her bed, through the floor, it will even race down through the earth's crust.

Thus, I need to be there with her, on the bed, so I am near her when she is awoken, now unburdened, smiling. Awoken by the heat of our planet's core that quickly melts us into one, a strange mineral for the future to discover. A mineral attracted as much to its volcanic origin as to itself; impossible it will be not to drop this odd stone, yet impossible too to thereby split it in half.

Chill

2010-10-12T23:46:00.001+02:00

In your photographs
I always sensed
such a tremendous
chill.

I shivered browsing
the few albums
you left for me,
had to put on
warmer clothes,
had to go sit in
a corner,
and hug my legs
to keep feeling
alive.

Blue skies, gravel roads,
taken last spring,
but taken in by me
now as fall is ending.

Traveling alone,
returning with
someone else
than me.

All your photographs
even those you took
of the two of us
were cold.

Even if that ought to
calm me down,
it does not.

You left your chill
with me, went on
to life your life,
improved, elsewhere,
in a photograph of
the last of the fallen leaves
to be covered in the
snowy comforter
of winter, shielded from
these icy, constant
gusts.

On paper

2010-10-12T17:02:00.004+02:00

I'm at my desk, my arms rest on it, hands palms down,
a pad of white paper between them,
showing my trace,

little hairs that've fallen
as I tousle my hair
in silent frustration

small specks of unknown
origin, black and gray,
wind-blown anonymities

different names for the same girl
wrought in graphite,
unnaturally hovering
above the tainted paper

I rip off the top page
and start over.

It's her

2010-10-12T03:36:00.001+02:00

Such a brisk thought
an ignition of
a part of my mind
that has been left
alone for so long

Its related thoughts
start off feeling
comfortable and safe
but this status is eroding

What a hazardous activity
to change the way
your mind works

What a stupid thing
to meddle with
your identity

Who am I?
I am running. Running away.

The soles of my shoes
grow thinner as I run
thus, I believe in asphalt

My sense of purpose
weakens as I write
thus, I believe in these words

These thoughts
grow brittle

It's her

The Loop

2010-09-13T01:00:00.002+02:00

I browse books cover to cover, thick and dusty volumes of paper, forgotten, in search of immediate truths, recognized by the subtle gesture of my head, nodding. It is my past that is documented in these books, and the history of those truths, the emotions that held through and held true, compose a highlight reel that seems oddly looped. A string of copies patched together with great skill. I relive my past over and over, venture happily into the same ecstasies, delve deep into the same chasms whose seemingly growing depth briefly threatens my theory, only to be swiftly discarded as a mental trick played by myself. As I am lifted up and out of my despair, as when lightly awoken from a dream, I create a convenient belief in the natural necessity of growing depth:

Troubles from whose grip random circumstances have lifted me, troubles that did not end, but were merely left to a strength-conserving hibernation, remain so I may once again slip into them, with all the comfort of an old suit. Or even the comfort of a jail for an old prisoner returning from a parole filled with sensations of alienation, birdsong and freedom all around, within reach, but walled in by glass that grew steadily opaque as the prisoner stopped trying to see, set against a background of the constant crisp sound of his frail identity being shredded to pieces.

I believe that I am revisiting the same place, and that it always stands as I left it, for me to further expand the volume of the void. But it is not so. Instead, the depressions that I every once in a while sink into are identical, the loop is pure; it is only the vane and instantaneous mechanisms of my aesthetics that create for them the connecting guise of a single act, progressing. There is no beauty in crying the same tears over and over, no pride in continuously succumbing to one single challenge, having learned its possible exits, identified the parts where its foundation was crumbling. No positive traits of mental strength may be found in being led into the same maze, by the same sweet smell of what I always desire. And so, I am stuck in this. Here is love too, in the loop. However, as the darkness is of my own making, something that I seem able to avoid repeating, and as I see love as the result of the kindness of others, something I merely trigger, I can only see this love as something false. Love is a lie that grows steadily surreal, kisses that taste only of water, a pure liquid that touches my lips, evaporates and lingers until the next kiss. Embraced, I am submerged in pleasantly heated water, but that is all, this is not real; I must be alone, there is no other way. Were I just an inch weaker, I would let go; I would drown myself. Some day, I will drown myself.

Askepiger

2010-07-23T03:44:00.000+02:00

I natten opsøger jeg minderne af piger der brændte ud som lejrbål, knitrende og urørlige, nu reduceret til spredte gløder der skifter farve når man puster luft på dem, men uden at føre til ild. Snart er minderne en grå aske, en aske man kan puste til, så den hvirvles op i luften og sprækker i mindre stykker som finder vej til indersiden af mine lunger. Jeg har for længst glemt deres oprindelse når de engang manifesterer sig som åndedrætsbesvær og lignende irritationer, når min krop igen må bøde for fejltrin man kun kan bebrejde mit sind.

Andenperson

2010-07-22T04:49:00.000+02:00

Jeg elsker at vide at du altid er der, min andenperson, en evigt skiftende identitet, et spejl for mine ønsker og min angst. Jeg elsker din formbare beskaffenhed, dine umærkelige transformationer, fraværet af mishagsytringer: Du elsker mig; du hader mig. "Du er min." Det er dig der skriver dét.

Sansning

2010-07-08T19:16:00.000+02:00

En nat drømmer jeg at jeg lægger mit højre øre mod mit venstre
så jeg kan sanse mine sanser, og forstå hvem jeg er.

Sofaens helle

2010-07-08T16:04:00.000+02:00

Der knytter sig en stærk fornemmelse af sikkerhed til denne sofa, til dens sorte læder, hynder der synes perfekt at tilpasse sig hans krop, et lille helle i en malstrøm af forventninger. Hans krop er tynget af sygdom, og således lægger den sig blot endnu dybere i sofaen. Hans højre arm hviler på armlænet, imens hans ryg langsomt glider nedad (bare han dog kunne få lov til at sove). De andre sidder også i sofaer, eller går rundt i det fremmede, tomme lokale. Men ikke pigen ved hans højre side. Hun sætter sig på armlænet, med sit venstre lår imod hans skulder. En varm, uventet berøring som varer ved længe. Han kender hende ikke. En betinget refleks forsøger igennem denne ubevidste omsorg at give ham tilladelse til at sove, til at slukke for dagen. Han lukker øjnene, og prøver at tænke på ingenting, eller noget langt væk, men hans tanker når ikke uden for lokalet, stoppes af stilheden derinde, eller af sofaens dybe tyngde. Han tænker på hendes røde hår, hendes rød-og-hvid-ternede skjorte, og tankerne smager af hindbær, af sukker, måske af hendes tunge der når som helst, med få indøvede, for ham skjulte bevægelser, kan fortælle dem at pausen er forbi.

Søvnens sprog

2010-07-05T16:52:00.001+02:00

Undersovet og siddende i en behagelig position er det eneste jeg vil at tale, og høre min stemme forsvinde, et kort stykke tid før ordene der umærkeligt fortsætter inde i mit hoved som et slag på en triangel der afgiver en næsten anonym ringen der dog kræver lige akkurat så meget opmærksomhed at man ikke opdager at drømmen nu er begyndt, at ordene nu endegyldigt er søvnens sprog.

Nyfysik

2010-07-04T18:51:00.001+02:00

Skibene fortrænges ikke opad af havets vand,
men holdes en smule nedsænket deri af fuglene,
mågerne hvis tråde løber usynligt og lodret
nedad, og som selv holdes oppe af skyerne
der glider henover himlen som et spejl for
vore tanker, en basis af usigelig tyngde
forklædt, på afstand, som simpel lethed.

Kobberdrøm

2010-07-01T02:35:00.002+02:00

Jeg har haft en drøm hvor jeg nedsænkes i en enorm beholder med kobberholdigt vand, og jeg drukner, forklædt som metal, og bliver til en deform brik i det puslespil der er min erindring, en rødlig eks-eksistens der kalder på sig selv, og hører sig selv kalde i ekkoet fra beholderens vægge, men ikke kan svare. Smagen af kobber lukker sig om tungen som et metallisk tortur-redskab der spændes til indtil jeg opgiver at tale, og accepterer døden halvt som faktum (og halvt som illusion).

Mit allerinderste rum

2010-06-21T23:53:00.000+02:00

Da jeg endelig får dig ind i mit allerinderste rum lader jeg døren smække bag dig, og du banker på døren indefra, og beder om selv at få lov til at bestemme hvornår du kan forlade det. Jeg når lige at smile, imens jeg fortæller dig at jeg har fået en ven til at lægge den eneste nøgle i dit tilsvarende rum, og at du blot skal lukke mig derind og hente den for at kunne blive låst ud, før jeg bliver akut opmærksom på at jeg selv er på den forkerte side af døren.

Søgen

2010-06-21T23:47:00.001+02:00

Du står ofte og ser efter mig
med sammenknebne øjne
selvom det er længe siden
du sidst så mig

Dine øjne søger mig
i både lys og mørke
utrætteligt

Det eneste du kan se
er mennesker hvis
ansigter virker
fremmede

Ansigter der er forvrængede
umulige at fokusere på

Det er som om de ryster
eller at planeten gør det

Men det er bare mig
et spor af min træthed

For du har stået deroppe længe
med dine fødder
på mine skuldre

Et nyt sted

2010-06-21T23:32:00.004+02:00

Højttalerne er majestætiske rør der passer naturligt ind i deres placeringer i rummets hjørner. De udgør en kraft-firkant, en slags fjerde konstant, hvor de første tre er gulvet, væggene og loftet, elementer der hører endegyldigt til på deres koordinater og ikke kan flyttes. Der spilles film-musik, klaver, underspillet og voksende, som et ønske der går i opfyldelse imens det løbende defineres.

Han sidder i sofaen, roder med et eller andet, forsøger at finde ud af hvordan man egentlig sidder i den sofa. Nye møbler, ny musik. Han forsøger at omfavne stemningen som en følelse af at være hjemme, men det er ikke sådan stemningen er.

Han kører begge hænders lange- og pegefingre over sine øjenbryn, først udad, siden indad, så hårene stritter mærkeligt på kryds og tværs. Det ligner ingenting; der er ingen mennesker der går rundt med deres øjenbryn sådan. Men det er svært at se på afstand; måske kunne man gå igennem en hel dag uden at nogen ville lægge mærke til det. Han ser sig selv i spejlet og siger "ja, det er altså sådan man ser ud når man har valgt at blive sindssyg, den lille umærkelige forskel der bare pludselig er der."

Han er ret afklaret med sin nye situation, og lader øjenbrynene sidde imens han børster tænder. Han er glad for at han nåede at købe den her lejlighed inden det skete. Ellers var han aldrig kommet nogen vegne. Men nu har han altså et sted hvor han kan sidde fast.

Drømme uden vand

2010-06-19T02:13:00.001+02:00

Det regner aldrig i mine drømme; jeg drømmer aldrig om vand. Måske er jeg engang druknet, og har bagefter slettet alle mine dybest funderede minder om vand, og ikke kun om det der må have fyldt mine lunger. Hvis jeg bare kendte detaljerne. Hvis jeg bare vidste om det hele skal til at ske igen. I denne verden, i denne tid, kan jeg nemlig heller ikke svømme. Men der er et hav der venter. Stormvejr, en ulykke. Jeg venter på en gentagelse, et ekko af torden hørt igennem vand. Der er én der venter på mig. Jeg er utålmodig, kan ikke i længden holde ud at vente på mig selv. Det er derfor jeg ikke lærer at svømme, og dét er så pinligt at jeg for længe siden har blokeret for at indprente det i min hukommelse.

I mine drømme kan jeg tit svæve med stor dygtighed, eller springe meget langt og højt. I mine drømme drukner jeg kun når jeg drejer hovedet og ser at du ligger lige dér, sovende med hovedet mod mit bryst, og jeg lægger en hånd på din kind, fingerspidserne imod din nakke, tommelfingeren på dit kindben, og jeg kan mærke at jeg faktisk kan mærke dig. Og jeg kan høre torden.

Primcillin

2010-06-18T00:55:00.000+02:00

I den af morgendagens sol tilbagekastede æskeskygge
er ingen forventning om helbredelse stor nok
til at fortrænge den tanke om at være
diagnosticeret syg som følger med
købet af receptpligtig medicin
en æske Primcillin

Lyde i natten

2010-06-10T00:17:00.000+02:00

Når en pige forelsker sig i mig
og det sker når jeg ikke er hos hende
og det sker om natten når ingen er hos hende
kan jeg høre lyden af hendes hud imod dynen
lige så tydeligt som jeg nu kan høre denne computers summen
en højfrekvent nervøsitet
et ordløst udtrykt ønske

En lille cirkel

2010-06-09T23:55:00.000+02:00

Det er med blandede følelser at jeg ransager dem, mine følelser, og det er samtidig derfor at det er så besværligt for mig at nå til endelige slutninger om deres præcise beskaffenhed, og dét er grunden til førstnævnte.

En udsyret leg

2010-06-09T23:48:00.000+02:00

En drøm midt om dagen
Umulig
Dine ord der kærtegner mig

En støj over døgnet
Ustyrlig
Mit sind i en udsyret leg

En stemme i natten
Usynlig
Åh, om det bare var dig

Mr Beach & Ms City

2010-06-08T12:35:00.012+02:00

[Pastiche af Bibio - Mr & Mrs Compost]

You could have been sitting there
Right between the soft-edged giant rocks
On the beach, a place to burry sand with sand
A place to be very much in love
A place to live your entire life
Half a dozen kids and you my wife

The sea comes in so forcefully
In the fall when no one's there to see
Its endless, sounding harmony
Falsely quiet 'cause it's only fantasy
And there's nowhere that you'd rather be
If you had only stuck to me

I walk here under skies of blue
Though sitting on the sand with you
Is something I'd much rather do
If I had only stuck to you, too

Flocks of seagulls soar above my head
Singing of your deeds in the frightened
City where you live like you're already dead
Though you should be so enlightened
For you've only just turned twenty-four
If I only knew the number on your door

I don't know if you could understand
My feelings and my trembling hand
When I was on my knees in sand
Asking for your pretty hand
And you said no and let it strand
The ring bereft of its demand

And now your life's apartment-bound
Your mind soothed by the jarring sound
Of cars that just go round and round
In my mind your wear a dress I found
In a shop that sold it for a pound
And now it's lying on the ground

I want you to be happy where
You'll live your life instead of here
The most pretty girl there
That's what I know you'll always be
The sweetest girl I guarantee
If only you'd have chosen me

Ensomhed

2010-06-07T23:18:00.001+02:00

♪ Erik Satie - Gymnopédie no. 1 ♪

Senere vil jeg kunne se at det er ikke er i orden, at det ville være okay at sige dig imod nu. Senere vil jeg erkende at du målrettet går efter at knække mit sidste mod, og ikke andet. At din retorik er frarøvet alle de hensyn du engang tog til mig, fordi du dengang elskede mig.

Men lige nu går jeg ind i skoven alene, med synligt beslutsomme skridt, en markør for min ustabile apati. Jeg læner mig op ad et træ, med hænderne i lommen, trykker nogle tænder imod min underlæbe, og føler mig lige så ensom som jeg gør når vi er sammen.

Trækronerne blafrer, solskinnet blinker; bøgetræernes høje tynde stammer er persienner som lyset skydes ind igennem, og i et øjeblik læner skoven sig op ad mig, som et menneske, og jeg står og bærer den lidt inden jeg går hjem.

Regnbuens alfabet

2010-06-07T13:23:00.000+02:00

For at kunne beskrive dig
har jeg måttet lære regnbuens alfabet
selvom jeg kun skal bruge violet og orange
din kjole og en appelsin
som du spiser af i regnen
imens jeg forestiller mig ulykkelighed
at have det dårligt
en syrlig blanding af gul og grøn
som jeg har svært ved at forstå
og du giver mig et stykke orange
som jeg spiser med hovedet i dit skød
imens jeg bag lukkede øjne
repeterer hudens alfabet

Søde løgne

2010-06-05T18:31:00.000+02:00

Jeg lever mit liv i horisonten modsat stranden hvor jeg står, mindre end en prik i uskelnelig gnidrethed; når jeg indimellem snubler er det derfor okay, for jeg har ikke set det. Når jeg er lykkeligt forelsket skimter jeg kun en silhuet af en omfavnelse mod Solen der står op. Når jeg er ensom og trist kan jeg slet ingenting se, for da er Solen gået ned og har efterladt mig i begge denne verdens modsatte horisonter, hvorfra jeg stadig forsøger at få besvaret mine spørgsmål om hvad jeg laver derovre, og uden nogen til at modsige mig finder på søde løgne til deres besvarelse.

Sød musik

2010-06-05T14:24:00.003+02:00

Vi er gæster i et fremmed rum, hos mennesker vi ikke kender. De sidder i sofaer længs væggene og står ved tavler og reoler og køleskabe og laver noget som vi ikke kan se fordi vi ikke kigger derhen. Vi sidder skråt over for hinanden, i enden af hver vores sofa, og har imellem os et langt monstrum af en gammel radio der vistnok stikker ud på begge sider af bordet.

Vi ved ikke hvor radioen kommer fra; al teksten på den er skrevet på et fremmed sprog der måske er italiensk. Den har kun knapper på sine endeflader, og de dækker ikke separate funktioner. Det er derfor nødvendigt at vi begge to skruer på talskiver og tænder for knapper uden at kunne se hvad der foregår i radioens modsatte side. Vi kan nemlig ikke løfte og dreje den tunge radio, og de omkringstående mennesker og møblernes placering gør det umuligt for os at gå hen til hinanden.

Vi taler sammen over radioen, samkoordinerer den akavede operation der synes at være en rejse i tiden lige så vel som det er en rejse fra hvid støj mod uforstyrret musik. Det hele lykkes til sidst, stadig uden at jeg ved præcis hvilke manipulationer du har foretaget på din side af radioen. Musikken kommer ud af radioens sider og overdøver vores koncentrerede, afdæmpede tale.

Du siger noget til mig, men jeg kan kun se dine læber bevæge sig, ikke høre dine ord. Du læner dig ind over radioen, langs dens matsorte krop, og jeg gør det samme. Du tier, inden jeg har hørt hvad du ville sige. Det virker overrumplende stærkt at dit ansigt pludselig er hele min verden, og at dét nu er en verden der pludselig er sært opløftet, holdt oppe af lydflader der glider pulserende af mod undersiderne af vores kroppe.

Du blinker, langsomt, og smiler; jeg sætter mine håndflader imod bordkanten, løfter mig lidt op og frem, kysser dig på kinden. Igen, uden at jeg ved præcis hvordan vi er kommet hertil, uden at vi kender hinandens hemmelige manøvrer, er her musik.

Om kærlighed imens jeg ikke er vågen

2010-06-04T23:55:00.001+02:00

Jeg væver gerne i timevis om kærlighed, bare ikke imens jeg er vågen. Jeg drømmer heller ikke om det; faktisk er jeg slet ikke sikker på at det sker, men næsten, for ofte vågner jeg til et så skarpt sanseligt fravær af kærlighed at det kun kan være skabt af et nyligt, lige så skarpt ophør af en større udtænkt tankekonstruktion som jeg kun selv kan have skræddersyet til min spinkle psyke.

På røg

2010-06-04T23:52:00.000+02:00

Da jeg var lille kunne jeg erindre røgstrømningers mønster i timevis, afspille dem igen og igen i min hukommelse, hvirvler og pludselig opløsning, eksplosioner i en flydende konstruktion der alligevel bliver stående og svinger. Et meget imponerende syn, også efter hundrede afspilninger. En evne jeg ikke har mistet, et materiale jeg stadig forstår. Jeg har derfor funderet min tilværelse på røg.

The art of growing a full beard

2010-05-31T00:01:00.003+02:00

To endure the passage of time in the middle stages of your beard
Constantly dodging the temptation of resetting the affair
With a knife — a tool of murder
The antithesis of time
The antithesis of life
A full stop in the form of oblong sharpened steel

Most beards that are not the result of adolescent laissez-faire
Carry with them a long history of such murders
Acts briefly remembered and carelessly thrown away
Whenever their bearers let their fingers
Sweep across them
Against the grain
Ends of hair pricking the tips of fingers
Ends cut in the most recent shave long ago
Tips of the physical extremities
The radius of action of the standing man
Satellites of his mind
How cunning
Almost electric
This connection

Grains of sand

2010-05-28T03:26:00.001+02:00

On a sizzling beach by the city bay
This girl on rosy blankets lay
Grains of sand with naked feet
She lifted with her moves complete

Some decades ago it seems today
As my mind is weathered, wrinkled, gray
Were I only still to the flight a witness, discrete
Of the grains from the beach into air, and repeat

Det længste sekund

2010-05-24T21:28:00.003+02:00

Spædbarn stejl trappe
Skrig fra åbninger og mig
Det længste sekund

Mit ældre jeg

2010-05-23T12:42:00.000+02:00

Jeg ringer indimellem til dit gamle nummer, og spørger den ældre herre der har overtaget nummeret hvorfor gode ting hører op, hvorfor kærlighed indimellem insisterer på at være et uambitiøst, neurokemisk momentant fænomen. De fleste gange lægger han bare på, men i går sagde han "Det ved jeg ikke," og der var en pause, og så sagde han igen "det ved jeg ikke." og jeg kunne høre at han tog et dybt åndedrag imens han ledte efter den røde knap og lagde på, og jeg sukkede, udåndede den samme luft; jeg havde ringet til mit ældre jeg.

Pigeduft og støvkorn

2010-05-22T18:08:00.000+02:00

Vi drikker te sammen i køkkenet, mate og hvid te, dampende udtræk af Sydamerika og Afrika. Du starter altid med at drikke før jeg, fordi jeg ellers brænder mig, eller i al fald vil føle det sådan. Du sætter dig altid hen til mig og sipper til teen inden jeg selv er begyndt med min. Jeg lægger min således ledige højre hånd imod din ryg, imens du puster til din te, og nyder at jeg igennem dampen fra et kontinent der er os begge fremmed kan sanse din duft af pige. Blandt mine yndlingsdufte, sommerens græs, nyligt serverede livretter, luften ved det nordfynske hav, er pigeduften øverstrangerende. Jeg ved ikke hvad det er du gør ved dit hår for at komme til den duft som bryder mine tankerækker, og knuser min ellers bastante angst til en slags luftbårne støvkorn. Støvkorn som jeg først opdager når du efter lang tid siger at min te nok er blevet kold, og jeg finder ud af at du har ret.

Patek Philippe Skeleton

2010-05-22T17:46:00.001+02:00

Jeg er engang blevet forladt af en pige. Jeg plejede, når hun kom på besøg, at gå hende i møde ude foran bygningen, Det føltes som en nødvendighed der var tilstrækkelig for enhver tænkelig form for lykke, en perfekt udnyttelse af tiden hvis mekanik under vores samvær føltes lige så håndgribelig og smuk som i et skeletur, hvor alle tandhjul og fjedre er synlige igennem glasset.

Da hun gik, for sidste gang, stillede jeg mig ud og stod ved vejen, hvilket jeg ellers aldrig gjorde. Jeg blev nødt til at tænke at hun var på vej imod mig, og et billede på situationen er således en fjeder som bøjes skæv af vores modsatrettede træk, tiden der går i stykker, en glasplade der splintres og sekunder der skiftevis går og annihileres.

Græs

2010-05-22T17:30:00.001+02:00

Jeg kan godt lide at lukke øjnene og rode i mit hår, imens fuglene synger og vejret er behageligt varmt og lyst. Jeg er glad for mennesker der er smukke og på afstand, bevægelige dele i de tusindvis af grønne malerier der udgør min sommers baggrund. Nogle af pigerne er i lette kjoler og solbriller, og smiler som om de kørte i karrusel. Jeg bliver i hvert fald selv svimmel, og falder om på plænen, en anskudt trækfugl fra et land hvor man endnu ikke har opdaget lys og varme, et forår der trinvist realiseres. Hår der er kort og dufter af græs.

Reaktion

2010-05-22T01:50:00.001+02:00

Endelig er det sagt, tre ord på en note i en konvolut
Jeg cykler ned til søen alene, og alt er varmt og lyst og synligt
En besked på telefonen, og jeg stopper for at læse
Hun vil ikke se mig mere, pedalerne står stille
Hjulene kører stadig rundt, og forhjulet kører imod skærmen
Med en lyd der er tikkende, skurrende, konstant

Non-beginnings, endings

2010-05-16T02:11:00.002+02:00

Why reach out for her now, just because I know she's there to be reached? She might be just moments from leaving. Yeah, it's better to just wait a while, to see if, in the near future, she'll still be around. And if she still is, I'll contact her then. I know we shouldn't let the future shape our present like this, but I see no other way of dealing with these issues. I know, too, of the possibility that this waiting could exhaust a window of opportunity whose possible existence I could thus forever remain unaware off; perhaps "now" is the best time to reach her, and "in a moment" will be one of many of the worst times, a time when she's left for good.

I do not like the action of acting, as it seems, to me, too active an ingredient in the already fuzzy make-up of my life. Sure, there are a lot of oxymoronic passivities that I might rid myself of through action, but I do not yet feel that it is right to rid my thoughts of their stoic desperation, frustrated apathy and mute noise.

I do not like being too hard on myself, so I have defined whatever level of critique I may be passing on myself as "adequate", which does also help save a great amount of brain power, which I, in turn, can apply to the exceedingly pressing task of constantly making myself aware of the many errors I make whilst listening to all of this, myself.

I practice waving goodbye to cars, planes and ferries whose passengers have their backs turned, as I expect to be left alone in all ends that will ever come. This is in no way profound; I have merely chosen a proper preset for the intervals of any future narrative, so that my endings will be placed where I find the plot of my life is best suited for one. Since I will need to explain, and give some kind of an example of this, applied to the rather exotic setting of a blog post, you might expect me to point out that this would be a bad place for an ending, and you might even, before I myself have properly thought it through, have guessed that the proper place, instead, would be here.

Solen bløder med Mørket omkring sig

2010-05-14T17:09:00.001+02:00

Kvasi-nihilisme

2010-05-14T17:05:00.001+02:00

Nogen har slukket for det hele, skyerne, hjernerne, menneskene, så der er en slags energiløs stilstand. Under en hel, helt hvid kuppel hoster vi vores sjæle ud i hænderne, fragmenter af ufuldendt identitet. Vi farer vild på cykel og ser os skræmte omkring, byens pludselige antiloper. Hvem bor oppe i de øverste af lejlighederne? Rovdyrene der vil æde os? Solen der skal frelse os? Vi har nået det næste, det sidste skridt; først troede vi på flere guder, siden én, siden kun os selv, og nu ikke på noget. Vi udvikler en kvasi-nihilisme som vi kun kan mærke i tre specifikke situationer: 1. Når vi spejler os, og kun kigger på spejlet, ikke spejlbilledet. 2. Når vi tager en omvej, på vej mod en kendt destination, i et forsøg på at undgå farerne ved at falde ind i vaner, men blot farer vild. 3. Når vi holder om hinanden, uden at tro på at det er virkeligt.

Når du smiler

2010-05-02T00:56:00.000+02:00

Indimellem ser jeg på dig når du smiler, og kan mærke at jeg selv har lyst til at smile. Så flytter jeg blikket til din baggrund, fx et stykke af en væg, eller noget af himlen, måske et træ. Og så smiler jeg, men kun inde i mig selv, af mig selv. Når jeg så flytter blikket tilbage er du væk, men du smiler stadig, bare et andet sted. Jeg går ind i et træ, eller i en væg, eller i himlen, imens, og venter på at noget skal ske.

Alene

2010-04-30T11:26:00.000+02:00

Gennemblødt, den dag hvor hans liv skiftede spor,
en hændelse vi stadig ikke forstår.

Nede ved hegnet mødte han en pige.
Selv mange år efter var hun os fremmed.

En jakke lånte hun, gik i kulden rystende
hjem til ham, langt hjemmefra.

Jeg elsker ham som mørke elsker natten,
eller som vandet elsker brønden.

Opskræmt af lyde inde i hans hoved vågner han,
alene med sine fantomsmerter, som en halvdel af sig selv.

Sygdomme ukendt af byens læger, hun lå ofte og led,
angst ligesom vinterens sultende egern.

Hun var aldrig med når vi inviterede ham over,
og vi tænkte hun måske havde forladt ham.

Hun er derhjemme. Josephine ligger derhjemme.

Først langt senere blev han forladt.
En nat hvor hendes åndedræt holdt op.

Utrøstelig, og ikke kun af os, frarøvet
en skat vi aldrig kendte.

Hans glæde frosset ned, og splintret i skarpkantede stykker.

Opslugt af apati, indsunkne øjne, men stadig smuk,
vi sendte nye piger i hans retning, men han holdt sin seng hellig,
og forlod kun sit hus for at besøge os når det regnede,
gennemblødt og kold, alene, alene, alene.

En tænkt situation

2010-04-29T01:49:00.001+02:00

Indimellem bliver jeg træt af både at skrive og at tale i lyset, i hverdagen. Jeg længes mod en tænkt situation hvor jeg kan sidde på min seng i mørket, og tale til én der også sidder der, så det eneste der er, er vores ord, suppleret af musik, spredt over masser af tid.

Jeg gyser ved tanken om at holde om hendes hånd i mørket, mærke hendes fingre som jeg ikke kan se, imens jeg forestiller mig hvad hun tænker. Hun begynder at nynne. Hun flytter rundt på puderne. Hun siger mit navn. Hun siger hun ikke eksisterer. Jeg siger hun lyver.

Hun svarer ikke.

Hjertet med

2010-04-27T14:00:00.000+02:00

Inden man går ud af sin dør, på vej mod et af tilværelsens usikre projekter, og man klapper på sine lommer for at sikre sig at man har husket telefon og pung, bør man overveje også at klappe med højre hånd i venstre side, under brystet, for at sikre sig at man også har hjertet med.

Blændeværk

2010-04-26T04:35:00.003+02:00

Selv når du ikke kigger på mig kan jeg blive væk i dine øjne, svinde ind til et usynligt punkt i din iris, og således være væk når du vender hovedet imod stedet hvor min krop står. Kroppen er et ustabilt hylster, en staccato-tænkende neandertaler, en betalende gæst i din biograf der ikke forstår det når filmen pludselig taler til ham, og kun kan give de svar der sikrer den mindst mulige forstyrrelse af den kommende handling, sådan som jeg har forestillet mig den imens jeg købte popcorn. Selv hvis filmen forlod lærredet inden rulleteksterne havde kørt, inden jeg havde opfattet at jeg skulle forlade biografen, ville jeg blot overbevise mig selv om at dette netop var den handling jeg havde forudset. Når jeg gik ned af de røde trapper, og forlod biografen, ville jeg stå på et tag højt oppe, en stum beskuer fjernet så tilpas meget fra verden at det er svært rigtigt at se noget, andet end en svag silhuet af mig selv i horisonten. Dørene ville være låste, og jeg ville blive på taget. Om aftenen, når lyset forsvandt, ville dine pupiller vokse ind over taget og opsluge mig i dit blændeværk i en strøm af tavse fotoner.

To

2010-04-25T03:56:00.003+02:00

Jeg går rundt om et hus, og da jeg kommer tilbage til dér hvor jeg startede møder jeg mig selv. Det viser sig således at jeg aldrig forlod stedet, og derfor heller ikke kan være dér nu, igen, til at finde ud af netop dét. Det er i det hele taget ret forvirrende, og i situationen føler jeg at det, af alle mennesker, måske kun har interesse for mig selv. Så er det også godt at jeg er der til at tale med mig selv om det. Det plejer nemlig at være nødvendigt, at jeg har én at tale om den slags uforståeligheder med, også selvom nærværet af denne person, som her, er selve årsagen til at der er noget at tale om, noget der skal ud og vendes og drejes og analyseres.

Senere går jeg måske rundt om mig selv, og kan se at jeg at jeg hele tiden har været mindst to mennesker. Mine øjenbryn ynder at fremstille mine øjne vidt forskelligt, som om det var muligt samtidigt at være lykkeligt spøgefuld og melankolsk paranoid. Det er et skuespil jeg kører for mig selv, fordi jeg ved at jeg altid kigger. Jeg vil blot aldrig rigtigt forstå dette skuespil, idet jeg kun kan betragte mine øjnes asymmetri igennem selvsamme filter. Min opfattelse af virkeligheden er påvirket af de forskellige spændinger i panden og under øjnene. Jeg ser således altid to virkeligheder, og når jeg se på mit eget ansigt ser jeg mit højre øje med mit højre øjes filter og mit venstre øje med mit venstre øjes filter. Jeg kan derfor ikke sammenligne de to, og ender blot med at konstatere at alt giver mening.

Engang lå jeg på en græsplæne og kunne kun tænke på hvor sjældent jeg egentlig har gjort dét, og at jeg burde gøre det oftere, bare ligge på en græsplæne, ligesom man gør på film, og bare se på skyer og himmel. Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide at det er håbløst; jeg vil aldrig kunne ligge på en græsplæne uden kraftigt at ærgre mig over hvor ofte jeg ikke gør det.

Jeg vil altid føle at jeg er bagud, for jeg er altid foran mig selv.

Guitcrastination

2010-04-22T11:57:00.000+02:00

En guitar er et glimrende alibi for overspringshandlinger. Uanset hvad jeg skal lave, selv hvis jeg skal sidde ned imens, er guitaren i vejen. Der skydes således et nyt projekt (at fjerne guitaren) ind i handlingsrækken som jeg allerede, ved overhovedet at sætte mig med guitaren, har udskudt. Jeg overvejer at indkøbe noget endnu mindre håndterligt, måske en tuba?

Kandinsky Meta

2010-04-22T11:53:00.001+02:00

Indimellem tænker jeg på det tøj du havde på i dag, og dét er nok. Jeg tænker på farverne, læser de vilkårlige tekster på din trøje eller t-shirt to eller tre gange i mit hoved, bogstaver der blinker og glider væk. "Southern California", "Varsity Baseball", "Beach Party". Jeg lægger hovedet i mine hænder og bryder sammen.

Dagene forsvinder som bogstaver og jeg kan kun forstå dem bagefter, når jeg kan se ordene de danner. Jeg er en læser, selv når jeg tror jeg skriver. Imens jeg skriver tænker jeg på at det virkeligt interessante ville være at skrive hvad jeg tænker imens jeg læser hvad jeg nu selv skriver.

En serie af t-shirts der hænger rundt langs væggene. Bukser der ligger smidt på gulvet. En skjorte i vinduet foran en forsigtig forårssol, et filter, et billede på min gennemsigtighed.

Der er noget der flyder sammen, men i en underligt ordnet og fastlåst struktur. Jeg tørrer øjnene og smågriner over en skæv tanke, idet jeg forestiller mig at jeg er Wassily Kandinsky, men at jeg kun kan male Hundertwassers billeder.

Støj

2010-04-18T14:29:00.000+02:00

Min hukommelse er baseret på en teknologi hvis udvikling er selvstændig, uafhængig af diverse tekniske paradigmer. Derfor er det forstyrrende at høre kassettebåndets snurren bag flere af mine ældste minder, lydene af knirkende gynger og brætspil. De få billeder jeg endnu erindrer, billeder af verden nedefra, er tilføjet forvrængninger lig vhs-båndets karakteristiske op- eller nedadglidende bånd. Det jeg husker fra i går er derimod renset for støj, billeder og lyd i høj kvalitet. Desværre renses også oplevelsernes egen støj, den som i de ældste minder stadig kunne skelnes fra optagelsens egen. Når jeg oplever støj jeg vurderer jeg senere vil have gavn af at genopleve, må jeg således opbevare den et andet sted, og dér lade den akkumulere sig indtil den samlede støjmængde er af et sådant omfang at den kan tælle som et minde i sig selv der, hvis det blev renset, ville være én lang tom optagelse. Mekanismer i processen vil således helt undlade at udføre den højteknologiske rensning. Prisen for dette bedrag af min fintunede neurologi er at en fuldkommen urenset optagelse af støj kan være ganske bekostelig at afspille. Støjen kan blive siddende inde i hovedet selv efter afspilningens afslutning, og lægge sig som en tynd folie omkring de øvrige optagelser hvori den iblandes, så jeg snart husker for stor en del af mit liv som en konklusionsløs og uklar vandren i tåge. Jeg tror jeg er et kassettebånd, en mp3-fil i båndsalat, en stilhed forklædt som støj fordi nogen har forstærket den for meget. Skratten omkring mit hoved som fra satelitter i kredsløb. Gnister og knitren fra små brande jeg ikke kan slukke.

Under dugen, pigen tabt

2010-04-17T01:57:00.001+02:00

Se dog på hende, mennesker, pigen der udfylder et menneskeformet tomrum i virkeligheden. En blød indgang til en rus, det omvendte af den trinvise erkendelse af et sår. Hvis hun eksisterer, hvilket hun helt åbenlyst synes at gøre, må der være noget godt til, et sted. For her er følgelig noget godt at vinde, et plus at stemple på sit livs papirer, med duplikater til alle der måtte ønske at se dem. En kilde til holistisk varme, en listig genvej til lykken. Kun piner det mig at jeg ikke bliver den der høster; frugten må falde i en andens kurv, og slå sig på dens hårde bast, mens min kurv er foret med dun under silke. Jeg er ked af at jeg har ledt dig hen i denne pointe, en blindgyde hvis relevans er forbeholdt historieskrivningen. Underligt er det at jeg ikke føler noget derved. Jeg er et tomt bord. Nogen har taget min dug og gemt sig under den, og jeg tør ikke løfte dugen, for måske vil jeg da blot afsløre mig selv.

Nu

2010-04-07T14:03:00.001+02:00

Det hele er bare
ikke så let mere

Noget er gledet
imod en afgrund

Noget er bare
gået itu

Jeg har prøvet
at holde fornuften sund
uden at ku'
og du er her ikke mere
nu

Billeder jeg ikke kan se

2010-04-06T12:41:00.001+02:00

Jeg har set hende imod et facadestort vindue mod en have, set hende i modlys, en silhuet man kan klippe ud af virkeligheden, hvis man skynder sig, og som kan indsættes i sekundlange billeder som man kun kan nå at skabe, men ikke selv at se. Jeg har gjort det tit. Der er sket noget vigtigt for hvert eneste billede, men jeg ved ikke hvad. Hvis jeg forsøger at anticipere billederne, at være parat til at analysere dem, til virkelig at fange dem, vil de slet ikke komme.

Hun retter på sit korte lysebrune hår der i lyset ligner en buket af ultratynde glowsticks, kemiske sugerørslygter, og bevæger måske sin anden hånd imens. Hun lister umulige spørgsmål ind i alle samtaler, forsøger at lære mig at kende. Hun prøver at fange mig på det forkerte ben. Hun følger ikke reglerne. "Hvem er du egentlig?" spørger hun, og bruger sit hår som forhørslampe, "hvad vil du med mig?". Jeg sidder fast i et billede, siger ingenting. Dermed har jeg naturligvis også svaret. Jeg vil ingenting. Jeg vil vente lige dér, indtil den næste, og så videre, fanget i en serie billeder jeg tillægger enorm betydning og værdi, billeder jeg ikke kan se.

but I blindly

throw my faith

to the face

of the next pretty girl

to come my way

Dave Matthews & Tim Reynolds - "Granny (live)"

Ind i drømmene

2010-04-06T12:08:00.000+02:00

Mine drømme presser sig på; indtrykkene af mine omgivelser kan til hver en tid svinde ind til obskure referencer i drømmene. Det er ikke fornuftigt at lægge så stor en indsats i ens vågne liv. I stedet bør man koncentrere sig om den nøje gennemtænkning af de seneste drømme, resultaterne af slørede, men også ultrapræcise tankeprocesser hvis tilblivelse og oprindelse endnu ikke er forstået af noget væsen. Ellers er man som en buddhistisk munk der udsætter sin meditation til nirvana. Personerne man kan sanse fra omgivelserne er kun mere virkelige i den forstand at de engang har overbevist én herom, lagt en definition på ens tunge at sige til evig tid, til ingen anden sandhed synes mulig. Jeg har drømt at den sandhed er en løgn.

Evaluering

2010-03-22T23:33:00.002+01:00

Jeg er en luftig idé, et menneske tegnet med punkterede linier. En begivenhed der kun er ved at ske.

Jeg er min egen nabo, kun, for jeg bor ikke på den anden side af den væg jeg selv har skitseret.

Jeg er også et forsøg på et ideal, en bagstræberisk drømmer.

Jeg er et barn, eller en voksen der har mistet sit ur, eller en pakke der selv er pakket ind, en gave der både er gaven i sig selv, men som også er tom.

Jeg er også en ung mand der er forelsket, ikke i en mulig fremtid, men i en umulig fortid. Alt det der burde være sket.

Jeg har opfundet kærligheden. Selv tegnet den, farvelagt dens stærke kontrast. Jeg mærker, i hendes kys, min egen usikre streg. Hendes læber der passer til mine. Skæve, bløde, uventet skrøbelige.

Jeg har lagt stemme til mig selv i årevis. Et hårdt arbejde. At synkronisere min tale med mine replikker.

Jeg har spillet et spil med regler jeg aldrig har kendt.

Jeg har valgt at leve som en sætning uden punktum, et tidsligt forløb uden en markeret slutning

I virkeligheden

2010-03-19T13:05:00.002+01:00

Virkeligheden udvikler sig løbende i modstrid med mine forhåbninger. Jeg kunne aldrig drømme om at fjerne mig fra den; det er virkeligheden selv der flygter. Nogen må have fortalt den at jeg bør frygtes, at jeg kan vride al saften ud af den, og bruge den som en tynd og skrøbelig skal om min helt egen kunstige virkelighed som jeg efterhånden opfinder så troværdigt at end ikke jeg selv er bevidst herom. Nogen må have fortalt den at jeg kan fortrænge den, gemme den væk i tunge cykliske neuronstrømme der aldrig nærmer sig mine bevidstheder, en viril blindgyde i min hjernetrafik. Måske har nogen fortalt den sandheden. Jeg er næsten sikker på at nogen må have fortalt den hvem jeg i virkeligheden er.

Hypotetisk

2010-03-12T23:16:00.006+01:00

Jeg kunne få hende ud af mine tanker hvis hun var koldblodet eller hvis hendes hud var af kobber, så hun sugede al varmen ud af én når man rørte ved hende.

Jeg kunne holde op med at føle at hun hele tiden mangler, hvis hun var usynlig, så det ikke var til at se om hun var her eller ej.

Jeg kunne lægge hende bag mig og glemme hende, hvis jeg ikke kunne sanse hende selvom mine arme holdt om hende, men først efter hun havde forladt mig kunne fornemme vores møde som et forvitret minde.

Eller måske kunne jeg ikke, end ikke hvis alle tre betingelser var opfyldt. Måske ville jeg ikke kunne overvinde mig selv, selv ikke efter hun ikke længere var i nærheden. Hver eneste gang jeg mærkede det mindste fald i min kropstemperatur ville jeg tro det var hende, og forsøge at finde hende, nå hende med mine udstrakte arme.

Til sidst ville jeg miste min forstand, opdigte falske minder om at hun netop havde været hos mig. Jeg ville ikke kunne skelne de ægte minder fra de falske, og således føle mig overbevist om at hun var hos mig endnu. Du kan ikke bilde mig ind at man kan blive lykkelig af et sådant selvbedrag, men måske kan jeg selv..

Fokus

2010-03-11T12:54:00.007+01:00

♪ Explosions in The Sky - Your Hand in Mine ♪

Hvide, pudsede vægge, draperet i en kollage af lyskontakter, laminerede ophæng, tavler, ledningssamlere og ure med sløve visere. Jeg kan se på dem længe, fokusere på de samme steder, et sted hvor lyset falder således at man ikke kan se murstenene bag det hvide, en tomhed, og et sted hvor et rødt og hvidt skilt viser vej til en brandslange, et tegn på at bygningen passer på os, selv hvis vi ikke behøver det.

Selvom mine sanser synes at være særligt skarpe, og jeg føler mig fokuseret på oplevelsen af hvad jeg ser, er alle mine tanker et andet sted. Mit puslespil er ved at blive lagt, brikkerne glider på plads derinde. Min krop føles som en Babuskja-serie af skaller, hvor de inderste og mindste hviler inde i de største. En ordnet anatomi. Jeg kan pludselig tænke klart. Skyernes månedslange belejring må snart være ovre. Noget er under opsejling, noget stort, hvidhed. Jeg tror jeg er forelsket; jeg tror jeg snart skal dø.

Ude på den anden side

2010-03-10T00:12:00.000+01:00

Ude på den anden side af intenst ubehagelige og søvnfattige døgn forstærkes begejstringer der normalt er små og glæder der var glemte kan genopstå. Man kan blive næsten lykkelig over følelsen af bomuld imod huden, og blive hensat til en tilstand af underligt forstørret tilfredshed ved at have lukket sin jakke hurtigt og helt rigtigt, uden at lyne ind i halstørklædet, og uden at få problemer med nogen af velcrolukningerne. Man smiler over den skyfri himmel, og forestiller sig at den er et vindue til en verden ved universets ende, en verden der består af hundrede procent blå. Man er nyforelsket i livet, og griner af dets spidsfindigheder, som om man netop havde opdaget det eller ved et uheld opfundet det. Den første latter er det første kys.